Får man medhold i sin skattesag, kan borgeren allerede have lidt store tab
Retssikkerheden har det godt i Danmark. Det gælder dog ikke altid, hvis man bliver involveret i en skattesag eller Gældsstyrelsen forfølger et krav imod dig.
Vi bistår aktuelt en klient, som efter Skattestyrelsens opfattelse skulle have modtaget maskeret udlodning i forbindelse med en virksomhedsomstrukturering.
Sagens faktiske omstændigheder er imidlertid mere nuancerede.
Vores klient var ansat i en virksomhed, der indgik i et større projektforløb. Efter væsentlige ændringer i virksomhedens forhold blev det nødvendigt at omorganisere aktiviteterne for at sikre den fortsatte drift og gennemførelse af igangværende opgaver.
Som led heri blev aktiviteter overdraget til et nystiftet selskab mod betaling af et eksisterende økonomisk mellemværende. Således udgjorde betalingen markedsprisen for projektet, der gav adgang til kort efter overtagelsen at fakturere betydelige beløb til bygherre.
Skattestyrelsen anså imidlertid betalingen som maskeret udlodning.
Baggrunden var blandt andet, at vores klient under sin ansættelse havde haft mulighed for at benytte virksomhedens leverandøraftaler i forbindelse med opførelse eller renovering af egen ejendom. Problemet var blot, at vores klient selv havde betalt samtlige fakturaer vedrørende ejendommen af egne midler, hvorfor virksomheden aldrig har betalt for materialerne. Efter vores opfattelse blev der aldrig foretaget en tilstrækkelig undersøgelse af, hvem der faktisk havde betalt de pågældende materialer. Skattestyrelsen indtog derfor det synspunkt, at betalingen for aktiviteterne reelt udgjorde betaling for materialerne anvendt til opførslen af vores klients private ejendom, og at der derfor forelå maskeret udlodning.
Sagen blev yderligere kompliceret af, at NSK tidligt i forløbet beslaglagde omfattende materiale, hvilket gjorde det vanskeligt for vores klient at dokumentere de faktiske forhold.
Skatteankestyrelsen har nu tilsidesat Skattestyrelsens afgørelse og hjemvist sagen til fornyet behandling.
Trods dette står vores klient fortsat med konsekvenserne. Gældsstyrelsen har foretaget udlæg i hans ejendom med henvisning til et krav, der bygger på en afgørelse, som ikke længere står ved magt. Samtidig er friværdien beslaglagt, hvilket i praksis vanskeliggør et salg af ejendommen.
Sagen illustrerer efter vores opfattelse et grundlæggende retssikkerhedsmæssigt problem: Selv når en afgørelse senere tilsidesættes, kan borgeren have lidt betydelige økonomiske og personlige konsekvenser undervejs.
Retssikkerhed handler ikke kun om resultatet. Den handler også om processen.
Hvis du eller en du kender havner i en lignende situation, bistår vi hos Leoni Advokater gerne med en vurdering af sagen.


