Fremtidsfuldmagter
HVAD ER EN FREMTIDSFULDAMGT?
En fremtidsfuldmagt er din mulighed for selv at udpege én eller flere personer, der skal varetage dine økonomiske og personlige interesser, hvis du af helbredsmæssige årsager selv skulle blive ude af stand hertil, f.eks. hvis du bliver dement.
En fremtidsfuldmagt oprettes digitalt i et særligt fremtidsfuldmagtsregister i tinglysningssystemet. Den skal som hovedregel underskrives med digital signatur (MitID) og bekræftes hos notaren ved en byret. Du kan dog også oprette en fremtidsfuldmagt, selvom du ikke har digital signatur.
Det er meget vigtigt, at indholdet af fuldmagten er formuleret omhyggeligt, så der ikke opstår tvivl om, hvad man kan og må gøre for dig i henhold til fuldmagten.
Hvis Familieretshuset vurderer, at indholdet af fuldmagten ikke er i overensstemmelse med lovgivningen, kan de helt eller delvist afvise at sætte fuldmagten i kraft.
Prøvelsen af fuldmagtens indhold sker kun og først i forbindelse med anmodningen om fuldmagtens ikrafttrædelse og ikke i forbindelse med selve oprettelsen.
Bliver fuldmagten afvist, vil det typisk være for sent at oprette en ny fuldmagt.
En fremtidsfuldmagt bør derfor først oprettes efter modtagelse af kvalificeret og personlig advokatrådgivning.
Hvis fremtidsfuldmagten er oprettet for tæt på anmodningen om ikrafttræden, risikerer du, at den bliver helt afvist, fordi Familieretshuset vurderer, at du ikke har været i stand til at forstå fuldmagtens indhold og rækkevidde ved oprettelsen.
Leoni Advokater tilbyder et kort gratis formøde af en vores specialiseret familieretsadvokater, hvis du ønsker at høre mere om fremtidsfuldmagter.