Skip to main content
+45 86 62 06 00  ·  post@leoniadvokater.dk  ·  Man – Tor 8-16:00, Fre 8-15:00

Skal du have solceller og vindmøller i baghaven til din bolig?

Skal du have solceller og vindmøller i baghaven til din bolig? Så har du muligvis krav på kompensation for værditab på din beboelsesejendom, ret til en salgsoption og mulighed for at få udbetalt VE-bonus efter reglerne i lov om fremme af vedvarende energi (VE-loven).

Opstilleren skal afholde et offentligt møde i projekteringsfasen, hvor de berørte husstande indkaldes og informeres om deres rettigheder. Der er ligeledes i projekteringsfasen høringsrunder vedrørende VVM-tilladelser og lokalplaner, hvor de berørte husstande har mulighed for at gøre indsigelse og eventuelt påklage givne tilladelser til projektet. Det er i denne fase, at man som nabo har størst mulighed for at påvirke udformningen og gennemførelsen af et VE-projekt.

VÆRDITABSERSTATNING

Opstilleren af visse solcelle- og/eller vindmølleparker skal betale erstatning for den værdiforringelse af en beboelsesejendom, som opstillingen medfører. Hvilke typer anlæg, som udløser ret til erstatning for værditab, kan man se i VE-lovens § 6.

Et krav om erstatning for værditab, skal ejeren af ejendommen anmelde overfor Energistyrelsen inden 8 uger efter afholdelsen af det offentlige orienteringsmøde om projektet, som opstilleren er forpligtet til at afholde. Det er gratis at søge værditabserstatning, hvis ejendommen ligger indenfor en afstand 200 meter fra et planlagt solcelleanlæg eller 6 gange møllehøjden for vindmøller. Ligger ejendommen uden for disse grænser, skal der betales et gebyr på kr. 4.000 for at anmelde kravet. Gebyret tilbagebetales, hvis der aftales eller tilkendes ejeren værditabserstatning.

Værditabserstatningen fastsættes af Taksationsmyndigheden, med mindre ejeren af beboelsesejendommen indgår en aftale med opstilleren om erstatningens størrelse.

Der udbetales kun erstatning, hvis værditabet udgør mere end 1% af beboelsesejendommens værdi.

SALGSOPTION

Hvis beboelsesejendommen ligger inden for en afstand på 6 gange vindmøllehøjden eller 200 meter fra solcelleanlægget og der er tilkendt værditabserstatning, har ejeren af ejendommen krav på, at opstilleren af møller og/eller solceller tilbyder at købe ejendommen (salgsoption). Det gælder dog ikke for møller opstillet på nationale testcentre for store vindmøller.

Et krav om en salgsoption, skal ejeren af beboelsesejendommen ligeledes anmelde overfor Energistyrelsen inden 8 uger efter afholdelsen af det offentlige orienteringsmøde om projektet, som opstilleren er forpligtet til at afholde.

Ejeren af ejendommen skal meddele opstilleren, om salgsoptionen ønskes udnyttet, når taksationsmyndigheden har fastlagt værditabet og købesummen på salgsoptionen, dog senest 1 år efter først producerede kilowatt-time på anlægget. Dog har ejeren altid mindst 3 måneder (for landbrugsejendomme 6 måneder) fra det tidspunkt, hvor taksationsmyndighedens afgørelse foreligger, til at gøre salgsoptionen gældende overfor opstilleren.

Kravet på en salgsoption bortfalder, hvis ejeren af ejendommen indgår aftale med opstilleren om størrelsen af værditabserstatningen.

VE-BONUS

En husstand har ret til at få tilbudt VE-bonus, hvis husstanden har bopæl i en beboelsesejendom, som helt eller delvist ligger indenfor en afstand af 8 gange vindmøllehøjden eller 200 meter fra solcelleanlægget. Ved hybridanlæg har husstanden ret til VE-bonus pr. VE-teknologi, som indgår i hybridanlægget.. Husstanden er berettiget til VE-bonus i hele anlæggets levetid eller indtil man fraflytter ejendommen.

Den gennemsnitlige årlige udbetaling af VE-bonus pr. husstand er af Energistyrelsen anslået til 16.500 kr. for vindmøller og 4.500 kr. for solcelleanlæg, hvis byggetilladelsen til anlægget er givet 1. juli 2024 eller senere.

Der kan læses mere om VE-bonus her.

Husstande, der ønsker at acceptere opstillers tilbud om VE-bonus, skal meddele deres accept af tilbuddet skriftligt til opstilleren. Dette skal i udgangspunktet ske inden 8 uger efter afholdelsen af det offentlige møde. Meddelelsen skal sendes skriftligt til den af opstiller VE-bonusordningen (pr. 1. juli 2024) Information fra Energistyrelsen oplyste e-mail eller postadresse.

Denne artikel kan ikke tages som udtryk for juridisk rådgivning og kan aldrig erstatte individuel juridisk rådgivning.

Hvis du vil vide mere, er du velkommen til at kontakte advokat Flemming Schiøler

VED SPØRGSMÅL ER DU VELKOMMEN TIL AT KONTAKTE