Leoni Advokater har medvirket til en succesfuld rekonstruktion af Northstake A/S
Advokat Hans Peter Storvang blev den 16. april 2025 af Sø- og Handelsretten udpeget som rekonstruktør for Northstake A/S.
Efterfølgende har et team med advokat Anders Nøhr Mikkelsen og advokat Hans Peter Storvang i spidsen arbejdet intenst for at sikre virksomhedens overlevelse.
Udover at sikre virksomhedens drift består arbejdet med en indenretlig rekonstruktion i at forhandle med selskabets kreditorer og øvrige interessenter samt undersøge mulighederne for kapitaltilførsel i den periode hvor virksomheden er under rekonstruktion og i forhold til de forskellige rekonstruktionsmodeller.
Herudover har rekonstruktionsteamet udfærdiget de påkrævede dokumenter i henhold til konkurslovens regler, ligesom de har haft korrespondance med kreditorer og selskabets ledelse.
Den endelige model, som kreditorerne enstemmigt bakkede op om, indeholdt betaling til kreditorerne, mens de oprindelige ejere måtte tåle nedskrivning af kapitalen til kr. 0,00, idet nye investorer tegnede ny kapital i selskabet.
Den såkaldte elevatormodel findes i konkurslovens § 10a, stk. 8 og indgik som et element i det rekonstruktionsforslag, der blev stadfæstet af Sø- og Handelsretten den 17. juni 2025.
Bestemmelsen blev indsat i konkursloven i 2022 som en konsekvens af EU´s rekonstruktions- og insolvensdirektivets artikel 12, stk. 2. Denne skal forhindre, at kapitalejere urimeligt forhindrer eller skaber hindringer for gennemførelsen af en rekonstruktionsbehandling, hvilket også var et gennemgående tema i denne rekonstruktion. Bestemmelsen er således en fravigelse af den selskabsretlige fortegningsret for eksisterende kapitalejere, der ligeledes har hjemmel i et EU direktiv.
Bestemmelsen er – efter vores kendskab – sjældent benyttet, men den blev bl.a. benyttet i rekonstruktionen af Esbjerg fB, hvor Vestre Landsret tog stilling til rækkevidden af bestemmelsen herunder, at bestemmelsen i konkurslovens § 10a, stk. 8 ikke var i modstrid med konkursloven og/eller selskabsloven, hvilket Sø- og Handelsretten ligeledes nåede frem til i rekonstruktionen af Northstake A/S.
Sluttelig vil Anders og Hans Peter takke for den ekstraordinære indsats som alle, der har været involveret i processen, har ydet for at sikre rekonstruktionens gennemførelse.